2. Jeg står ved en rød Cadillac uden tag. Jeg tænker over, at egentlig er det jo komplet åndssvagt at køre så langt i en bil uden tag. Men slår det væk med et skuldertræk og selvoverbærende smil. Hvad fanden, det skal jo prøves. Ud af bilradioen spiller Lynyrd Skynyrds “Free Bird”, og det er, hvad jeg er nu. Jeg er fri. Vi er fri. Min ven nikker storsmilende. Det er fedt, det her. Jeg leger rockstjerne. Med slidt læderjakke og Ray Ban-solbriller. Det er fedt, det her. Mit hår stritter lige op i vejret efter turen i den tagløse bil, og jeg overvejer, om jeg skal gå i bad, inden jeg skal på Jazz-club. Hmm. Det kan vel egentlig være det samme. “Free Bird”, right? Der er stadig langt til Chicago. Vi er lige kørt ud af New Orleans. Det ligner en film her. Her er ingenting, så langt øjet rækker. En lang, støvet landevej. Og alligevel nyder jeg hvert sekund. God musik, vind i håret, en ven i passagersædet, frihed i blodet og eventyr i syne.

3. Vi kysser. Et tantekys med et væld af følelser. Lige nu behøver vi ikke mere. Det er blevet godt! Det her er vores sted, mit og hendes. Vi har selv valgt tingene, selv samlet dem, selv placeret dem, selv købt dem. Det er blevet godt. Om lidt skal vi på café; vi er stadig i udvælgelses-fasen for at finde den helt rette yndslingscafé. Der er jo stadig så mange nye steder at prøve. Men den ligger bare og venter på at blive erobret. Yndlingscaféen, men verden med. Venter bare. En musling der skal dirkes op, så perlen kan blive min. Og det skal den blive. “Oh, while I live to be the ruler of life, not a slave” står indprentet, som var det brændemærket ind, i min bevidsthed. Over-, under- og selv-. Alting er nyt, at alting er spændende. Jeg føler mig klog, jeg føler mig dannet. En metropolit, og jeg kan lide det. Det her er mit liv, og hun er en del af det. Og det er blevet godt!

4. Jeg sidder i en stue i klassisk stil. Mørk belysning, som reflekteres en smule i de mørkebrune møbler. Klassisk, smukt. Jeg ryger en cigar, mens jeg bander ad mig selv og min forkærlighed for klichérne. Lungerne kan jo ikke klare det, men okay, det skal jo heller ikke indhaleres. Jeg kigger på de andre mænd. Mon de tænker ligeså ligegyldige skænderier med sig selv netop nu? Næppe. Sådan er mine venner ikke. De nyder det bare, hvilket minder mig om, at det kan jeg jo også ligeså godt nu. Så det gør jeg. Jeg smager på cognac’en. Jeg ved egentlig ikke, om det er den, jeg kan lide, eller om det er det, at jeg kan lide den, jeg kan lide. Jeg trækker på skuldrene. Jeg må godt lade være at analysere og filosofere over alt. Jeg har fri. Det nytter ikke at være så selvbevidst, man glemmer at være i oplevelsen. Jeg tvinger mig til at slappe af, og det lykkes. Jeg kan, hvad jeg vil. Vi spiller kort, hvilket egentligt er latterligt. Jeg har ikke tålmodigheden til de åndssvage kort, det har jeg aldrig haft. Jeg vil hellere snakke kunst, filosofi, poesi og litteratur. Høre hvad mine venner mener. Ikke at jeg ikke ved det; jeg har efterhånden kendt dem alle længe. Jeg sætter bare pris på deres perspektiv. Vi har ikke travlt. Vi diskuterer, vi lytter. Til sidst får jeg overtrumfet det kortspil, og vi sætter noget musik på, som vi længe snakker om kvaliteten af. Vi er i stiveste puds, jakkesæt og det hele. Det er godt nok; vi holder lidt på formerne. Det er en del af den scene vi sætter op om os selv her. En symbolsk handling. Livet er godt.

5. Jeg er ikke enig, men jeg har enorm respekt for deres religion. De er så spitiruelt fokuserede. Så skarpe i ånden. Det er smukt, synes jeg. Jeg dvæler lidt ved tanken om, hvordan jeg altid har tænkt, det måtte være dejligt at have noget at tro på. Jeg er en ateist blandt troende. De prøver ikke at omvende mig, de viser mig bare deres måde. Deres måde at gøre, deres måde at tænke, deres måde at leve. Jeg er dybt fascineret. Den stoiske ro, der forplanter sig i alt, de gør. Deres bevægelser, såvel som deres tanker. Harmoni. Harmoni med det hele. Det er smukt, virkelig smukt. Jeg lærer af dem, og ville egentlig ønske, at de lærte af mig, men så arrogant er jeg dog ikke. Jeg sidder på min plads og tømmer mit hoved. I starten er det svært, men jeg øver mig. Jeg finder ro. Jeg finder kaos. Jeg finder system, og jeg bruger det. Jeg føler mig klogere, dag for dag. Jeg skriver som aldrig før, snart er mit system udvundet. Udvundet af verdens kaos. Jeg ved godt, jeg er ambitiøs. Men! Hellere løbe hovedet mod muren, end lade sig slå ud af dens uovervindelighed. Her er så smukt, så fascinerende, på så mange niveauer.

For det tvivler jeg i den grad på, jeg gør. Nu har jeg efterhånden set en del af Hr. Tarantinos film, og hver gang efter på forhånd af venner og bekendte at være blevet tudet ørerne fulde om, hvor fantastiske, hvor nyskabende, hvor modige og, kort sagt, geniale hans film er. Hver gang undtagen én, har jeg måttet vende blikket bort fra skærmen med et vantro og lettere hånligt udtryk på mit svært imponerbare ansigt. Undtagelsen, for at få klaret de første ting først, er selvfølgelig “Pulp Fiction”, som er en fremragende film.

Men resten! Åh gud, resten. Hold kæft, hvor er de elendige. Blottet for skyggen af meningsfuld handling, psykologisk troværdige personer og/eller kritik af samfund eller ideologi. De eneste to ingredienser, der altid, uden skuffelse, er at finde i Tarantinos action-gryde, er humoristisk, skarp dialog og finurlige action-påfund. Og det er han god til. Resten er han ligeså kompetent til som en retarderet orangutang på LSD. Dokumentation: “Kill Bill (1)”; ingen handling, “Inglorious Basterds”; historisk ukorrekt og letgennemskuelige handling, “From Dusk ’till Dawn”; ingen på nogen måde troværdig eller meningsfuld handling.

Og Tarantinos mangel på meningsfuld handling er ikke den gode, men stadigvæk irriterende, “Naja-Marie-Aidt-ingen-mening-men-åben-for-utallige-fortolkninger-handling”. Nej, Tarantinos mangel på handling er simpelthen mangel på handling i den formulerings mest negativt ladede mening.

Det er i sig selv ikke noget nyt, vi har en talentløs mand, der fortsætter med noget, han er talentløs til. Set før. Og hvis han har det sjovt med det, så lad ham da bare fortsætte. Nej, der hvor det bliver latterligt irriterende er, når man skal se, hvor mange anmelder-stjerner og flotte, rosende kommentarer, der er på omslagene til hans film. Her bliver det for alvor kvalmende. Mange! Mange stjerner og flotte kommentarer. I virkeligheden er det nok det, der irriterer mig. At makværk af den kaliber kan tryllebinde så mange “lærde mennesker”. At man skal høre på ros til Tarantino fra gud og hver mand, mens man selv føler sig som det lille barn i “Kejseren Uden Klæder”, blot skulle det eventyr her omdøbes til “Filmene Uden Handling”, ligesom barnets replik ville blive “Jamen, det der er jo noget lort, det handler ikke om noget!”.

Det virkeligt sjove begynder, når man skal komme med et bud på, hvordan dette spind af løgne startede. For mig at se er det faktisk ikke så svært. Det er fuldstændigt det samme, som når en mor kigger på et abstrakt maleri af en eller anden verdenskendt kunstner, hvorefter hun udbryder, at det kunne hendes 5-årige søn da gøre ligeså godt. Quentin Tarantino er den 5-årige søn, og grunden til, at hans kunst nogensinde kom så langt frem, er, at anmeldere må være nogle usandsynligt selvfede typer, som jeg nu skriver mig ind i blandt.

Jeg kan lige forestille mig, hvordan Tarantinos film bliver båret ind til den fedladne, gamle anmelder af dennes assistent. Assistenten har faglig afsky malet i hele ansigtet og præsenterer denne film med alt andet end positive gloser. Herefter ser anmelderen filmen, hvortil han begejstret, mere over ham selv end over filmen, udbryder, at det er fantastisk. Det er nyskabende, det er genialt. Ingen tør gøre det, som denne filmskaber har gjort. Det er abstrakt, det er friskt. Herved får anmelderen skabt sin forargelse, han får opholdt sit overmåde store ego ved at se, hvordan alle retter ind, ligesom han får tilfredsstillet sit behov for opmærksomhed.

Og det er historien bag, hvordan Tarantinos film blev blæst op til at være noget, de slet, slet ikke var eller er. Det er så dårligt, at selv en 5-årig kunne lave det. Det er så dårligt, det er godt, mener den selvfede anmelder. Nej, det er så dårligt, det er dårligt.

 Men så skete der noget, som sker så ofte; jeg blev klogere. Faktisk er det ret irriterende, det her med at blive klogere. Så bliver man tvunget til at indse, man engang var dummere. Og det er aldrig sjovt. Men altså synes jeg, jeg er ved at blive klogere. Lad mig delagtiggøre dig. Jeg har ikke længere i samme grad et problem med klichéer. Hvorfor ikke? Jo, noget såre simpelt gik op for mig. Jeg tænkte: “HVORFOR er klichéer egentlig klichéer?”. Og så slog det mig; det er de selvfølgelig, fordi de er så alment gældende, at de er blevet brugt i en sådan grad, de nærmest er blevet misbrugt. Men det er jo som sådan ikke klichéens egen skyld. Selve symbolikken, hvadenten det er et symbol eller en symbolsk handling, fejler intet. Den er stadig lige alment gældende. Derfor er jeg stoppet med at afsky klichéer. De er en forfulgt, sproglig minoritet. Og som enhver anden minoritet, vil jeg, i kraft af min egenskab som skabs-hippie, selvfølgelig forsvare dem for enhver pris. Hvertfald så længe jeg kan gøre det, uden at forlade de trygge rammer, der indrammer min computer.

Og nå jo, hele denne teksts pointe, hvis jeg må driste mig til at overkvalificere mit eget værk, var, at jeg specielt er blevet opmærksom på den udødelige sandhed i så sød og brugt en kliché som vores allesammens; “Man må elske sig selv, førend man kan elske andre”.

Politiken

Lay out (opsætning):

• Ved første øjekast bliver man fanget af den store reklame øverst på siden.
• Hele siden er opbygget med menu, reklamer, rubrikker, underrubrikker og billeder.
• Rubrikkerne er store for at fange læseren.
• Som udgangspunkt skal billederne bruges til at fange læserens interesse i sammenhæng med rubrikkerne. à Meget godt sammenspil mellem billede og tekst.
• Nyhederne kommer ikke i den rækkefølge som de måske burde. Eks. kommer gossip-nyhederne (grand-prix-stjerne mener at domme-dag er nær) først og eks at folk ikke kan begraves pga. kulden senere (’’vigtige’’-nyheder)
• Gør i farverne: røde, hvidt, sort. Rød er fangende og bruges derfor i et stort omfang.
• Billederne hænger generelt godt sammen med rubrikkerne. De understøtter hinanden. Eksempel:

Mediekonvergens

• Politikken formår a få medierne til at smelte sammen, fordi de har mange forskellige medietyper, eks. blogs, TV, nyhedsartikler, debat m.m.
• Læseren har muligheder for at deltage i debatter, ved at kommentere på eks. en problemstilling, eller på et indlæg i en blog. Her vises det at læseren kan blive en aktiv del af meningsdannelsen.

Formål

• Socialt medie: Det er et socialt medie, fordi læserne har mulighed for aktivt at deltage i debatter og blogs. Det er således både læseren og forfatteren der er i centrum, men det foregår på forfatterens vilkår, fordi det er dem, der bestemmer hvilke emner der skal debatteres.
• Som udgangspunkt er Politiken.dk styret af en centrumløs magt – de stræber efter objektivitet. De subjektive holdninger kommer primært ind på sitet via læsernes kommentarer.
• Hovedfunktioner: Nyhed- og vidensformidling.

Afsender og modtagerforhold

• De går efter den brede læserskare, hvor der er lidt forskelligt – både til den intellektuelle og gennemsnitsdanskeren. Det er skrevet i en generelt læsevenligt sprog. Derved kan de opnå den bredeste mulige skare af læsere.
• Afsenderens forudsætninger: Artiklerne er primært skrevet af journalister, som følger presseetikken osv. Bloggene er skrevet af en bredere skare, som giver et andet indhold af indlæggene. Samtidig er kommentarerne forfattet af almindelige danskere, der ikke nødvendigvis har nogen forudsætning eller viden omkring emnet. Derved kan der komme en meget blandet kvalitet hvis man sammenligner indlæg i blogs, kommentarer og artikler.

Nyhedskriterier

• Sensation: Sensation skaber spænding, og disse artikler har politiken.dk også. Eks. melodi gran prix stjerne udtaler sig om jordens undergang.
• Identifikation: Der er mulighed for selv at være aktiv og derved kan man deltage i det man kan identificere sig med. Mange nyheder er skabt med f.eks. en menneskelig eller en dansk vinkel, så man kan genkende sig selv i nyheden og man kan relatere til det.
• Konflikt: Har også fokus på konflikter f.eks. i debatter hvor læserne selv har mulighed for at kommentere.
• Aktualitet: Siden bliver opdateret hele tiden, hvilket er med til at sikre nyhedernes aktualitet.
• Væsentlighed: Der er stor forskel på væsentligheden for samfundet i artiklerne. F.eks. findes en artikel om Lars Løkkes manglende popularitet i samfundet, som anses som væsentlig og der findes også en dommedagsprofeti fra en melodi gran prix stjerne hvilket ikke anses for væsentlig.

Konklusion

Politiken er et fremragende eksempel på den moderne mediekonvergens, idet den formår at blande en lang række medier f.eks. billeder, artikler, blogs, levende billeder, lyd osv. Den prøver at opfylde de forskellige nyhedskriterier. Det er et medie, der delvist er med til at blive skabt af læseren, men på afsenderens præmisser, idet læseren har mulighed for at kommentere og debattere på debatter, artikler og blogindlæg. Sitet er lavet i et læsevenligt lay-out, der dog bærer præg mange reklamer.

Facebook

Facebook er et medie der er dybt afhængig af interaktivitet fra brugernes side. Det er et privatejet socialt netværk der kan bruges af alle der har en e-mail adresse. Der er ingen brugerbetaling, så man vil kunne forvente at der er mange reklamer.

Layout

Layoutet er som udgangspunkt bygget op efter samme model for alle brugere, men indholdet er forskelligt alt efter hvilke personer man har i sit netværk og hvilke applikationer man har valgt at bruge. Layoutet bærer præg af mange menuer, som du kan klikke videre på og reklamer. Sitet opdateres hele tiden af brugerne.

Mediekonvergens

Facebook er et netværk, der bærer præg af brug af mange forskellige medietyper. Det er en sammensmeltning af mange medier, fordi brugerne har mulighed for at lægge billeder, film, noter, links osv. ud på deres personlige side. Samtidig har man mulighed for at deltage i debatter i forskellige grupper, kommentere på egne og andres aktiviteter samt at chatte.

Kommunikationsanalyse

Afsenderne er brugerne, og modtagerne er brugerne i personernes netværk. Generelt har afsender ikke nogle forudsætninger for at viderebringe relevante nyheder, men dette er ikke nødvendigvis formålet med sitet. Eksempel på en nyhed der er fuldstændig irrelevant for langt de fleste brugere:

Jeanett Thuemann Madsen: ”Dejligt at være tidligt hjemme i dag, så mon ikke man skulle være lidt huslig og gøre lidt rent nu hvor jeg alligevel er hjemme ”

Facebook giver mulighed for at tage stilling til aktuelle, uaktuelle, sjove, kedelige, irrelevante og relevante sager: Et eksempel er en gruppe der hedder ”Tag stilling til organdonation”.

Formål

Facebook er et socialt medie, hvor man selv vælger hvem man vil være interaktiv med. Både afsender og modtager er i centrum, men afsender/modtager forholdet er nærmest forsvundet, fordi man har mulighed for at kommentere på alt.

Her ses det hvordan forskellige personer har mulighed for at blande sig i debatten, og derved skifter afsender/modtager forholdet hele tiden.

Konklusion

Facebook er som udgangspunkt et fuldstændig irrelevant socialt netværk, men idet det er blevet så stort og populært åbner det for nye muligheder og bliver en platform for mange forskellige ting som f.eks. politiske partier.

Nu har jeg bøjet mig ned og samlet den op, åbenbaringen. Jeg har truffet det valg, at jeg ikke længere vil lade den håne mig ved sin tilstedeværelse. Jeg har erkendt, jeg ikke er tilfreds med mig selv. Mine handlinger og mine tanker. Jeg har valgt, jeg ikke vil bruge mit uendeligt korte glimt af liv på at foragte mig selv. Jeg har valgt, at jeg vil bruge resten af mit glimt på at leve mit glimt. Ikke nogen andres glimt, mit glimt. Og kun mit glimt. Og her kunne hæftes mange floskler på; “Selv en rejse på tusinde mil, starter med et enkelt skridt”, “Erkendelse er første skridt på vejen mod forbedring”.

Jeg er færdig med at sælge ud af min overbevisning for accept. Jeg er færdig med at opfatte mig selv gennem andres syn på mig. Jeg er færdig med at dømme folk. Fra nu af er der kun tre grupper af mennesker i verden; 1. de, jeg kender og kan lide, 2. de, jeg ikke kender, og 3. de, jeg kender og ikke kan lide. Mine tre bud er; 1. Integritet, 2. Individualitet, og 3. Tolerance.

Integritet. Smag på det. Hvad er det, og hvorfor er det vigtigt? Integritet er overensstemmelsen mellem værdier og handlinger. Integritet er at slippe for at hade sine handlinger og dermed sig selv. Integritet er at kunne se sig selv i øjnene. Hvis man ikke kan det, hvad har man så tilbage? For at opnå integritet må man givetvis først udarbejde sine synspunkter og holdninger, sine værdier. “At finde sig selv”, siger de skaldede mænd med markerede briller og dyre jakkesæt. Men de ved ikke, hvad det betyder. Det gør jeg.

“Our integrity sells for so little, but it is all we really have. It is the very last inch of us, but within that inch, we are free.” – fra V for Vendetta skrevet af Alan Moore. Jeg vil være fri. Jeg vil finde min sidste tomme, hvor jeg kan være fri. Jeg vil være fri. Fri fra de andre. Men vigtigst af alt fri fra og i mig selv.

Jeg vil indfri mit potentiale, og jeg vil forsage min semi-hedonistiske og moderat-nihilistiske livsanskuelse for at genoptage den sværeste livsfilosofi af dem alle; altruismen. Ghandis mantra vil jeg stjæle; “Be the change, you want to see in the world”.

Er lignende ytret før? Ja, helt sikkert. Er lignende realiseret før? Ja, sikkert. Har jeg ytret lignende før? Ja, helt sikkert. Har jeg realiseret det før? Nej, helt udelukket. Har du grund til at tro på mig og/eller mit foretagende? Det vil jeg lade være op til en individuel stillingtagen, for jeg er egentlig ligeglad. Jeg ved, det vil lykkes, for jeg har nu truffet det eksistentielle valg, der er den altafgørende forudsætning for den dybere realiseringsproces. Sartre kalder det at lægge sin “plan” om. En svær proces, som en junkies kolde tyrker. En proces, hvor der helt sikkert vil være tilbagefald. Forandringen er en proces, ligesom identiteten er en. En anden og alligevel den samme.

Åbenbaringen er modtaget, (selv)erkendelsen er opnået, valget er truffet, lad forandringen begynde.