Illusioner fra et Liv

1. Jeg sidder på en spinkel gyngestol af træ på en terrasse et varmt sted. Så langt øjet rækker er der marker, måske bjerge i horisonten, natur og frihed. Børn leger. I mine hænder har jeg en smuk, gammel blues-guitar, der vræler ud gennem en lille forstærker, der står ved siden af stolen. Dér sidder jeg. Jeg er gammel. Inde i huset pusler hun med et eller andet, måske sætter hun sig til at læse. Vi har været sammen altid, sådan føles det i hvert fald. “Altid” på den gode måde. Jeg sidder bare og spiller. Nogle gange spiller jeg ikke i noget tid, så tænker jeg bare. Betragter børnene, der tumler rundt i det høje græs. De råber, men der er alligevel fredeligt og idyllisk her. Jeg tipper hatten lidt ned over øjnene og tager en lur. Da jeg vågner er det skumring. Solen går ned, bjergene farves blodrøde og naturen ligesom ældes, på sekunder, som var den en klassisk rødvin. Jeg tænker på mit liv, min historie. Tid er så abstrakt et begreb. Jeg tager en slurk vand, kigger på hende. Hun har sat sig i en stol ved siden af. Ser hende i øjnene, smiler, vender igen hovedet ud mod horisonten og sukker. Af velvære.

2. Jeg står ved en rød Cadillac uden tag. Jeg tænker over, at egentlig er det jo komplet åndssvagt at køre så langt i en bil uden tag. Men slår det væk med et skuldertræk og selvoverbærende smil. Hvad fanden, det skal jo prøves. Ud af bilradioen spiller Lynyrd Skynyrds “Free Bird”, og det er, hvad jeg er nu. Jeg er fri. Vi er fri. Min ven nikker storsmilende. Det er fedt, det her. Jeg leger rockstjerne. Med slidt læderjakke og Ray Ban-solbriller. Det er fedt, det her. Mit hår stritter lige op i vejret efter turen i den tagløse bil, og jeg overvejer, om jeg skal gå i bad, inden jeg skal på Jazz-club. Hmm. Det kan vel egentlig være det samme. “Free Bird”, right? Der er stadig langt til Chicago. Vi er lige kørt ud af New Orleans. Det ligner en film her. Her er ingenting, så langt øjet rækker. En lang, støvet landevej. Og alligevel nyder jeg hvert sekund. God musik, vind i håret, en ven i passagersædet, frihed i blodet og eventyr i syne.

3. Vi kysser. Et tantekys med et væld af følelser. Lige nu behøver vi ikke mere. Det er blevet godt! Det her er vores sted, mit og hendes. Vi har selv valgt tingene, selv samlet dem, selv placeret dem, selv købt dem. Det er blevet godt. Om lidt skal vi på café; vi er stadig i udvælgelses-fasen for at finde den helt rette yndslingscafé. Der er jo stadig så mange nye steder at prøve. Men den ligger bare og venter på at blive erobret. Yndlingscaféen, men verden med. Venter bare. En musling der skal dirkes op, så perlen kan blive min. Og det skal den blive. “Oh, while I live to be the ruler of life, not a slave” står indprentet, som var det brændemærket ind, i min bevidsthed. Over-, under- og selv-. Alting er nyt, at alting er spændende. Jeg føler mig klog, jeg føler mig dannet. En metropolit, og jeg kan lide det. Det her er mit liv, og hun er en del af det. Og det er blevet godt!

4. Jeg sidder i en stue i klassisk stil. Mørk belysning, som reflekteres en smule i de mørkebrune møbler. Klassisk, smukt. Jeg ryger en cigar, mens jeg bander ad mig selv og min forkærlighed for klichérne. Lungerne kan jo ikke klare det, men okay, det skal jo heller ikke indhaleres. Jeg kigger på de andre mænd. Mon de tænker ligeså ligegyldige skænderier med sig selv netop nu? Næppe. Sådan er mine venner ikke. De nyder det bare, hvilket minder mig om, at det kan jeg jo også ligeså godt nu. Så det gør jeg. Jeg smager på cognac’en. Jeg ved egentlig ikke, om det er den, jeg kan lide, eller om det er det, at jeg kan lide den, jeg kan lide. Jeg trækker på skuldrene. Jeg må godt lade være at analysere og filosofere over alt. Jeg har fri. Det nytter ikke at være så selvbevidst, man glemmer at være i oplevelsen. Jeg tvinger mig til at slappe af, og det lykkes. Jeg kan, hvad jeg vil. Vi spiller kort, hvilket egentligt er latterligt. Jeg har ikke tålmodigheden til de åndssvage kort, det har jeg aldrig haft. Jeg vil hellere snakke kunst, filosofi, poesi og litteratur. Høre hvad mine venner mener. Ikke at jeg ikke ved det; jeg har efterhånden kendt dem alle længe. Jeg sætter bare pris på deres perspektiv. Vi har ikke travlt. Vi diskuterer, vi lytter. Til sidst får jeg overtrumfet det kortspil, og vi sætter noget musik på, som vi længe snakker om kvaliteten af. Vi er i stiveste puds, jakkesæt og det hele. Det er godt nok; vi holder lidt på formerne. Det er en del af den scene vi sætter op om os selv her. En symbolsk handling. Livet er godt.

5. Jeg er ikke enig, men jeg har enorm respekt for deres religion. De er så spitiruelt fokuserede. Så skarpe i ånden. Det er smukt, synes jeg. Jeg dvæler lidt ved tanken om, hvordan jeg altid har tænkt, det måtte være dejligt at have noget at tro på. Jeg er en ateist blandt troende. De prøver ikke at omvende mig, de viser mig bare deres måde. Deres måde at gøre, deres måde at tænke, deres måde at leve. Jeg er dybt fascineret. Den stoiske ro, der forplanter sig i alt, de gør. Deres bevægelser, såvel som deres tanker. Harmoni. Harmoni med det hele. Det er smukt, virkelig smukt. Jeg lærer af dem, og ville egentlig ønske, at de lærte af mig, men så arrogant er jeg dog ikke. Jeg sidder på min plads og tømmer mit hoved. I starten er det svært, men jeg øver mig. Jeg finder ro. Jeg finder kaos. Jeg finder system, og jeg bruger det. Jeg føler mig klogere, dag for dag. Jeg skriver som aldrig før, snart er mit system udvundet. Udvundet af verdens kaos. Jeg ved godt, jeg er ambitiøs. Men! Hellere løbe hovedet mod muren, end lade sig slå ud af dens uovervindelighed. Her er så smukt, så fascinerende, på så mange niveauer.