Tarantino = Lort
juli 23, 2010
Lad mig fremsætte et postulat, som senere hen også vil blive begrundet; Quentin Tarantinos film er noget af det mest elendige i filmhistorien, ligesom Hr. Tarantino selv er den mest overvurderede filmskaber til dato. Og sådan er det. Basta. I hvert fald i min optik. Givet, her har jeg låst mig selv og mit standpunkt på dette område vældigt fast, hvilket man selvfølgelig skal passe på med. Standpunkter og meninger har det med som, og med, tiden; de skifter. Dog vil jeg her kaste mig med en hånlig dødsforagtende gestus ud i vovestykket, der før er blevet vovet men sjældent fuldført, at sige: “Jeg skifter ikke mening herom”.
For det tvivler jeg i den grad på, jeg gør. Nu har jeg efterhånden set en del af Hr. Tarantinos film, og hver gang efter på forhånd af venner og bekendte at være blevet tudet ørerne fulde om, hvor fantastiske, hvor nyskabende, hvor modige og, kort sagt, geniale hans film er. Hver gang undtagen én, har jeg måttet vende blikket bort fra skærmen med et vantro og lettere hånligt udtryk på mit svært imponerbare ansigt. Undtagelsen, for at få klaret de første ting først, er selvfølgelig “Pulp Fiction”, som er en fremragende film.
Men resten! Åh gud, resten. Hold kæft, hvor er de elendige. Blottet for skyggen af meningsfuld handling, psykologisk troværdige personer og/eller kritik af samfund eller ideologi. De eneste to ingredienser, der altid, uden skuffelse, er at finde i Tarantinos action-gryde, er humoristisk, skarp dialog og finurlige action-påfund. Og det er han god til. Resten er han ligeså kompetent til som en retarderet orangutang på LSD. Dokumentation: “Kill Bill (1)”; ingen handling, “Inglorious Basterds”; historisk ukorrekt og letgennemskuelige handling, “From Dusk ’till Dawn”; ingen på nogen måde troværdig eller meningsfuld handling.
Og Tarantinos mangel på meningsfuld handling er ikke den gode, men stadigvæk irriterende, “Naja-Marie-Aidt-ingen-mening-men-åben-for-utallige-fortolkninger-handling”. Nej, Tarantinos mangel på handling er simpelthen mangel på handling i den formulerings mest negativt ladede mening.
Det er i sig selv ikke noget nyt, vi har en talentløs mand, der fortsætter med noget, han er talentløs til. Set før. Og hvis han har det sjovt med det, så lad ham da bare fortsætte. Nej, der hvor det bliver latterligt irriterende er, når man skal se, hvor mange anmelder-stjerner og flotte, rosende kommentarer, der er på omslagene til hans film. Her bliver det for alvor kvalmende. Mange! Mange stjerner og flotte kommentarer. I virkeligheden er det nok det, der irriterer mig. At makværk af den kaliber kan tryllebinde så mange “lærde mennesker”. At man skal høre på ros til Tarantino fra gud og hver mand, mens man selv føler sig som det lille barn i “Kejseren Uden Klæder”, blot skulle det eventyr her omdøbes til “Filmene Uden Handling”, ligesom barnets replik ville blive “Jamen, det der er jo noget lort, det handler ikke om noget!”.
Det virkeligt sjove begynder, når man skal komme med et bud på, hvordan dette spind af løgne startede. For mig at se er det faktisk ikke så svært. Det er fuldstændigt det samme, som når en mor kigger på et abstrakt maleri af en eller anden verdenskendt kunstner, hvorefter hun udbryder, at det kunne hendes 5-årige søn da gøre ligeså godt. Quentin Tarantino er den 5-årige søn, og grunden til, at hans kunst nogensinde kom så langt frem, er, at anmeldere må være nogle usandsynligt selvfede typer, som jeg nu skriver mig ind i blandt.
Jeg kan lige forestille mig, hvordan Tarantinos film bliver båret ind til den fedladne, gamle anmelder af dennes assistent. Assistenten har faglig afsky malet i hele ansigtet og præsenterer denne film med alt andet end positive gloser. Herefter ser anmelderen filmen, hvortil han begejstret, mere over ham selv end over filmen, udbryder, at det er fantastisk. Det er nyskabende, det er genialt. Ingen tør gøre det, som denne filmskaber har gjort. Det er abstrakt, det er friskt. Herved får anmelderen skabt sin forargelse, han får opholdt sit overmåde store ego ved at se, hvordan alle retter ind, ligesom han får tilfredsstillet sit behov for opmærksomhed.
Og det er historien bag, hvordan Tarantinos film blev blæst op til at være noget, de slet, slet ikke var eller er. Det er så dårligt, at selv en 5-årig kunne lave det. Det er så dårligt, det er godt, mener den selvfede anmelder. Nej, det er så dårligt, det er dårligt.
Alene det faktum, at du bruger tid på ham herinde, viser vel at han kan noget, som ikke mange andre instruktører kan. Om du kan lide det eller ej. Jeg kan heller ikke lide Picasso, men derfor kan det godt være genial kunst. Desuden taler du (forhåbentlig) mod bedre vidende, når du påstår, at Tarantinos film er rene anmelder-darlings og kun er berømte derfor. Mange mindre franske eller engelske film bliver også rost af alverdens anmeldere, endda langt mere, men når ikke et stort publikum. Om det så er fordi der er en stor pengemaskine bag Tarantinos film kan jo diskuteres, men umiddelbart må man konstatere, at rigtig mange folk rent faktisk kan lide hans film. Den eneste her der prøver at gå imod den almene holdning, og på den måde prøver at få “opholdt sit overmåde store ego ved at se, hvordan alle retter ind”, er tilsyneladende dig. Undskyld de hårde ord, men de er dine egne. Du ved, jeg mener det godt.
Nej, nej, deri tager du fejl. Det er jo ikke som sådan hans film, jeg bruger tid på at rakke ned, som det er den brede mening herom. Og ja, du har ret; jeg ved godt, film ikke bliver populære på grund af fine anmeldelser, faktisk snarere tværtimod. Tarantinos film må dog her være undtagelsen, der bekræfter reglen, da de både er anmelderdarlings og publikumsmagneter. Uden al den hype omkring de film, ville de aldrig være blevet så store. Som jeg ser det, er deres succes et produkt af at, man nærmest “skal” kunne lide dem.
Og ja, tough love, my man. Men jeg kan se din pointe, dog bør der vel være nogen til at råbe op, når alle andre tilsyneladende lader sig tyrannisere fuldstændigt ukritisk af massernes tyranni.
Dette indlæg, som alle andre blog-indlæg, er vel snarere et udtryk for et behov for opmærksomhed.
Hvis ikke du mener, at du bruger tid på at rakke hans film ned, så vil jeg påstå, at din indledende sætning “Quentin Tarantinos film er noget af det mest elendige i filmhistorien, osv..” er lettere misvisende. Når du i øvrigt tilsyneladende baserer din kritik bl.a. på, at hans film er med en ikke-eksisterende eller utroværdig handling, så bringer du diskussionen om selve filmkunsten (og hvad en film skal “kunne” for at være god) op på et helt andet niveau, som er tiltænkt en diskussion om langt mere alternative film end lige Tarantinos, og som jeg derfor ikke vil bevæge mig ind på. Jeg vil blot fremsætte det postulat, at Tarantinos film er blevet tilnærmelsesvis ligesom Tarantino selv ville have dem.
Med det på plads kan vi godt blive enige om, at Tarantino er blevet hypet meget, og – det vil jeg give dig – måske nok også for meget. Men samme diskussion kan man også, med rette synes jeg, tage om fx et band som The Beatles, som måske ikke var så geniale som den umiddelbare følgeskare vidner om. Ikke desto mindre var de dog dygtige, og gjorde noget som kun få andre gjorde med deres musik på det givne tidspunkt. På samme måde kan Tarantino meget vel have en lige rigeligt stor fanskare rent ‘professionelt’ set (hvad så end der ligger i det..), men hans film kan ikke af den grund afskrives som talentløse eller dårlige. Hypen må komme af noget, og mange mennesker har angiveligt brugt deres fri vilje til selvstændigt at vurdere hans film til værende noget særligt, uden at være blevet den mening pålagt af “massernes tyranni”.
Du ved forhåbentlig, at jeg som regel ikke går af vejen for at påråbe den moderne forbrugers uhyggeligt ukritiske tilgang til alting, men i denne sag har du, efter min mening, udtrykt dig i urimeligt stærke vendinger.