En Kliché om Klichéer

Kliché. Jeg tror, det må være det mest negativt ladede ord, som er fuldstændig uskyldig i denne negative opfattelse. Kliché. Hvad er en kliché? Jeg kan huske, da min mor forklarede mig det; “En kliché er sådan… Ligesom, hvis man har en Sankt Bernhard i alperne, der løber rundt med en lille tønde i halsbåndet. Det er sådan lidt for meget. Lidt for overdrevent, og set lidt for mange gange. For uoriginalt”. Og så vidste jeg det. Sådan var mit forhold til klichéerne længe. Ironisk, distanceret. Måske endda selvdistanceret også. Hvilket i og for sig blot er endnu en dumsmart kliché.

 Men så skete der noget, som sker så ofte; jeg blev klogere. Faktisk er det ret irriterende, det her med at blive klogere. Så bliver man tvunget til at indse, man engang var dummere. Og det er aldrig sjovt. Men altså synes jeg, jeg er ved at blive klogere. Lad mig delagtiggøre dig. Jeg har ikke længere i samme grad et problem med klichéer. Hvorfor ikke? Jo, noget såre simpelt gik op for mig. Jeg tænkte: “HVORFOR er klichéer egentlig klichéer?”. Og så slog det mig; det er de selvfølgelig, fordi de er så alment gældende, at de er blevet brugt i en sådan grad, de nærmest er blevet misbrugt. Men det er jo som sådan ikke klichéens egen skyld. Selve symbolikken, hvadenten det er et symbol eller en symbolsk handling, fejler intet. Den er stadig lige alment gældende. Derfor er jeg stoppet med at afsky klichéer. De er en forfulgt, sproglig minoritet. Og som enhver anden minoritet, vil jeg, i kraft af min egenskab som skabs-hippie, selvfølgelig forsvare dem for enhver pris. Hvertfald så længe jeg kan gøre det, uden at forlade de trygge rammer, der indrammer min computer.

Og nå jo, hele denne teksts pointe, hvis jeg må driste mig til at overkvalificere mit eget værk, var, at jeg specielt er blevet opmærksom på den udødelige sandhed i så sød og brugt en kliché som vores allesammens; “Man må elske sig selv, førend man kan elske andre”.