Ensomhed
april 7, 2010
Jeg har fundet et sted. Et sted hvor jeg kan betragte verden, uden den betragter mig. Et sted hvor jeg kan tænke over tingene, uden de tænker over mig. Så der sidder jeg. Og ryger. Jeg har aldrig røget ædru før. Aldrig rigtigt. Men det gør jeg nu. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men gør vi nogensinde det? Jeg kan godt lide tanken; jeg selvdestruerer, mens hun selvforbedrer. Det er smukt. Det er karma. Men jeg hader karma. Der sidder jeg, ensom. Mig, mit kujonagtige selvmord, og mine tanker. Ensomme. Sartre sagde, mennesket er dømt til at være frit. Jeg tror, han tog fejl. Vi er dømt til at være ensomme. Eller også er det kun os, de fejlbarlige.
Jeg bliver ikke særligt tit mundlam. Faktisk snakker jeg tit meget, og også til tider for meget og for højt. Men da jeg blev spurgt, om jeg havde et sted, så kunne jeg ikke få et ord frem fra min ellers åbne mund midt i den nu stivnede strøm af samtale (eller måske bare tale). Mine øjne ruskede i mig nogle sekunder efter, fordi jeg glemte at væde dem og lod dem vandre frit. De tvang mig til at fokusere. Men der kom aldrig noget svar.