Ondskab?

Når onde mennesker ser film, holder de så med de onde?

Guitar Hero is the Devil!

Amerikanerne formår gang på gang at få mig til at trække på smilebåndet med deres sælsomme af blanding kristen fundamentalisme, overbeskyttende adfærd, snusfornuft, naivitet og mest af alt deres uovertrufne ignorans.

Jeg sad helt uskyldigt og så en, ja amerikansk, komedie, Water Boy, der faktisk også skildrer selvsamme holdning til amerikanerne lidt. Man bør måske specificere, at når jeg siger amerikanere, tænker jeg mest en dels på de mere sydstatslige amerikanere. De såkaldte Red Necks. Men altså, her sad jeg blottet for bekymringer og så Water Boy, hvori der indgår en sang, jeg havde hørt før i Guitar Hero III. Til de, der ikke kender Guitar Hero, er det et spil, hvor man spiller på en form for forenklet gutiar, og så gælder det om at ramme de knapper, skærmen fortæller dig, du skal ramme. Denne sang bærer et vist “hill-billy-kinda-feel”, som jeg syntes var meget sjovt. Så jeg ville lige finde ud af sangens navn, kunstner og måske endda høre den originale version.

Jeg finder ud af, at sangen hedder “The Devil Went Down to Georgia” og er lavet af Charlie Daniels Band i 1979. Det er i sig selv ikke det sjove. Jeg læste lidt videre og fandt ud af lidt dit og dat, som fx at teksten omhandler en ung, gæv gut fra Sydstaterne, der spiller violin. Pludselig træder selveste Djævelen frem foran ham i højeste, hornbesatte skikkelse. Denne udfordrer vores gæve gut til en Violin-duel. A violin face off! Og som traditionen i tuttenuttet, amerikansk kultur byder det, er her selvfølgelig tale om en non-violent violin face off. Desuden vinder vores helt, Johnny, selvfølgelig duellen uden problemer. Med andre ord en rigtig happy ending.

Det sjove er så, at ham her Charlie Daniels viser sig at være stærkt utilfreds med det faktum, at hans mesterværk af et over-romantisk stykke violin-hurlumhej er med i spillet Guitar Hero 3. Jeg tænkte sådan lidt: “Ja, ja. Han er jo kunstner. Det er sikkert noget med hans hellige korstog mod de store firmaer og så videre”. Jeg bliver så linket videre til hans pressemeddelelse, hvori han udtrykker sin modvilje mod at indgå i GH3. Det skal læses her for at forstå resten af indlægget: http://www.charliedaniels.com/soapbox-2008/soapbox-2008-040408.htm.

Nu har jeg selv spillet GH3 rigtig meget, og jeg kan derfor med oprigtighed i sjælen sige, at der nok ikke er nogen, der bliver sindssyge udelukkende af GH3 og scenarierne, der indgår heri. Der er tale om en stærkt karikeret Djævle-figur, som alle mennesker med lidt omløb i kasketten blot vil grine af. Men vores kære Charlie ævler derudad om, at det er skadeligt for vi unges letpåvirkelige sind. Og så begynder jeg at grine.

Forresten, her er den omtalte sang. Charlie Daniels Band, 1979, “The Devil Went Down to Georgia”: http://www.youtube.com/watch?v=6dTelwkDdBc.

Og her er det omtalte scenarie i GH3: http://www.youtube.com/watch?v=5S0VnHmFkwY&feature=related.

Desuden er her et billede af den noget så uhyggelige og direkte psykose-skabende Lou fra GH3:

Et Lille Eventyr

Sæt jer godt tilrette i stolen, sengen eller hvorend i sidder/ligger, for nu skal jeg fortælle et magisk eventyr. Der var engang et vidunderligt sted på nettet, hvor folk delte lidt af hvert. Det var et frirum, hvor folk kunne puste, eller også var det et pusterum, hvor folk kunne være frie. En af delene, eller måske begge. Herinde blev der skriblet på livet løs, nogle digtede de smukkeste billeder frem, andre skrev dybe, filosofiske essays, andre igen skrev om noget så rart som bryster, chokolade og forbrugs-afhængighed og nogle helt andre skrev lidt om meget og meget om lidt.

Men som i ethvert andet godt eventyr var det hele ikke fryd og gammen. Hele ideen om dette sted var nemlig blevet påtvunget vor kære landsbyboere af den onde, onde Kong Sredna. I landsbyen, AndenRnia, var Kongens påbud i starten blevet mødt med lidt blandede følelser. Nogle synes, at Kongen virkelig havde fat i noget godt her, mens andre ikke var så overvældende omkring det. Men Kongens ord skulle selvfølgelig efterleves, og de arbejdstrætte byboere i AndenRnia, der i forvejen sled og slæbte for at overleve i AndenRnia, som til tider kunne være et infernalsk sted at leve, gjorde alle deres ypperste for at stille Kongen tilfreds.

Vores helt i denne historie, en lækkerbisken ved navn Sørnerix, var en af de byboere, der i starten var glad for konceptet. Senere hen fandt han dog ud af, at Kongens ordre ikke var så nem at adlyde, som først forventet. Men på et tidspunkt, da han sad i sin tørvhytte og spillede på sin lut, blev han pludselig omringet af en brændende busk, en fe og et spædbarn med forskelligtfarvede øjne. De fortalte ham, at de var kommet for at hjælpe ham med Kongens ordre. De vidste nemlig, at Kongen pønsede på en ond straf mod de byboere, der ikke adlød. Feen hviskede ham noget i øret, babyen bøvsede nogle bogstaver på gulvet, og busken prøvede på at sige noget med en mystisk stemme. Men det viste sig, at den havde fået snue, og det er aldrig godt for en brændende lue. Meget hjælp var den i hvert fald ikke til. Babyens ord og feens hviskeri derimod hjalp Sørnerix til at blive inspireret, og tilsidst fik han skrevet noget, som han troede ville passe på Kongens kriterier.

Det viste sig, at de mærkelige sendebud havde haft ret. Kongen udsendte lidt tid efter en arrestordre på alle de, der ikke havde skrevet noget. Rygterne gik om de frygteligste tortur-metoder på Kongens palads. Løse rygter florerede om det vederstyggelige fænomen, kaldet “-3″. Ingen vidste rigtigt, hvad det var, men ubehageligt lød det. Kongen var dog ikke så slem, som man troede. Det var nemlig først en arrestordre, hvis ikke ordren var blevet efterlevet indenfor et tidsrum. Dette hjalp på motivationen, og nu gik det hurtigt med at adlyde ordren. Det var på dette tidspunkt, at de smukke digte, kloge tekster og sjove diskussioner blev skrevet. Kulturen og stemningen blomstrede som aldrig før i AndenRnia.

Men pludselig var Kongens eksperiment med landsbyboerne færdigt. Kulturen dalede til tidligere tiders niveau, og den gode, hyggelige stemning gik lidt i sig selv igen. Sørnerix sad atter en gang i sin tørvhytte, men denne gang blev han ikke hjulpet af nogle mærkelige væsner. Han sad blot og tænkte på, at det var trist med denne udvikling. Han tænkte, at måske var Kong Sredna slet ikke så ondskabsfuld, som folk troede. Måske var han så snedig, at han havde indset før de andre, at det fri-/puste-rum, han havde skabt, ville gavne alle. Sørnerix savnede de smukke digte, de fine tekster og de skæve indlæg. Derfor skrev han selv et pusserløjerligt lille eventyr inde på deres blog og håbede, at hans bøn om mere deltagelse ville blive hørt.

Et syn på blogging

Californication er en amerikansk tv-serie, der omhandler den noget excentriske forfatter, Hank Moody, og hans liv. I serien har Hank Moody sin egen blog, som skulle være ret populær i undergrundsmiljøerne. Her er Hank Moodys eget syn på blogging-fænomenet:

Jeg er både enig og uenig med Hr. Moody. Jeg er enig med ham i, at den udvikling, sproget tager på nettet, er uheldig. Hvis man skider hul i grammatikken og forkorter alt ender man med, at sproget mister sin systematik og en del af sine betydninger. Man ender så at sige med et tomt sprog, hvor det er enhver mands gæt, hvad en given sætning betyder.

Jeg er dog ikke enig med Moody, når han siger, at bloggen er pseudo-kommunikation. Jeg mener, at vi med bloggen har fået et glimrende kommunikationsmiddel, der muliggør hurtig dialog om et givent emne. Man slipper for redigering og censur. Man kan komme med sin mere eller mindre uforbeholdne mening, og man kan gøre det spontant. Ligesom man kan svare spontant. I modsætning til stort set alle klassiske litterære kommunikationsformer tillader, ja nærmest tilskynder, bloggen, at man har en dialog, fremfor en monolog. Så jeg mener bestemt, at bloggen er et fremragende kommunkationsmiddel. Ulempen ved den manglende redigering vil være for megen usand information. Men der vil jo altid være fordele og ulemper.

Til Morf

Tak for Alt

 

Flaget står på halvt

For en kriger der ikke faldt

Man kan gå stolt gennem livet,

Men dø halt

 

Værelset er alt for trangt og småt

Og jeg tror, her betyder gult gråt

Dualismens kamp er legemliggjort

På vej til de dødes port

Og ned i noget sort.

Hvordan kan man blive noget så lille,

Når man har været noget så stort?

De dødes pletter fortæller,

At aldrig altid fortsætter.

Ydmygelsen og døden er pludselig dus

Mens de spiller det grimmeste puds

 

Lokalet emmer af død

Sengen er ikke rigtig blød, småkagen ikke rigtig sød

Og selv et lille smil føles forkert og malplaceret

Livet er ikke tur-retur

Og der er også mol i dur

Sjælen og kroppen er en fugl i sit bur

Og alligevel har jeg lyst til at smadre det ur

For tik tak tiden går, du har ikke mere end du får

Naboen holder fødselsdag

Livet og døden går slag i slag

Mindet om dig er ikke dit sidste åndedrag

Nej, det er alt det gode, der kom før din grav

 

Og du vil leve videre i vor hjerter, i vor sind

Du vil blive sat på en hylde, blive rammet ind

Nu og da måske løbe som en tåre på en kind

Du vil for altid være en streng i vores tankespind

De siger, kærlighed gør blind

Måske er det derfor, jeg ikke kan se en pind

Jeg føler mig så let, som om jeg svæver min vej

Måske er det bare den ottendedel af mig, der er dig

Men om den skal have lov at gemme sig i mørket? Nej.

Den skal minde mig om dengang, du ikke var dødsmærket og ligbleg.

 

Livet er et uheld med hundredfirs ud over en afgrund

Du ved, det vil gøre ondt at ramme den bund

Du ved det er fatalt, og det ender galt

Men turen var med alt betalt,rummede både kys og salt

Og nu er dine dage talt, og vil herfra kun blive genfortalt

Med en slutning, der bør hedde ”Tak for alt”

En Hednings Blog

“Unreasonable faith” hedder den blog, jeg har valgt at analysere. Og denne titel passer egentlig meget godt på de emner, bloggens bagmand beskæftiger sig med. Denne er en mand ved navn Daniel Florien. Daniel var en passioneret evangelisk kristen i over ti år, men nu er han blevet ateist. Hans blog handler om denne rejse, som han kalder det. Bloggen tager lidt af hvert op om hans troskifte/fravalg, der er her plads til satiriske jokes om både kristendom, ateisme og for den sags skyld andre religioner, men der bliver også tager nogle dybere emner op, såsom hvor meget man vil skjule sin “upassende tro”, som det at være ateist er mange steder i USA.

En af de ting, der er denne blogs store fordele, er, at bagmanden har forstået både fordele og ulemper ved bloggen som genre, synes jeg. Det virker som om, Daniel Florien er opmærksom på både, hvor meget misinformation, der kan spredes, samt det gode, nemlig at man her kan starte en dialog fremfor den normale monolog. Det sidste er der rigtig mange fine eksempler på, da bloggens indlæg diskuteres både heftigt og flittigt af, hvad der virker som, en skare af trofaste læsere. For at åbne endnu mere op for debat er der endda en side, der hedder Submisions, hvor læsere kan sende egne essays, interviews om religion o.lign. ind, hvorefter disse har mulighed for at blive vist på bloggen. Det første bevirker, at der ikke kastes så mange tal rundt over det hele, da man aldrig kan vurdere informationsværdien af disse.

Det virker også som om, at Daniel Florien er klar over, at han har gang i en god ting med denne blog. Han omtaler ofte bloggen i 3. person, hvilket giver det et lidt prætentiøst skær, som om han er redaktør på en anerkendt avis. Faktisk passer hans blog også godt på, hvad der nemt kunne tegne sig for en stor del af fremtidens mediebillede. Bloggen er nemlig god til at tage en række ret komplekse og dybe spørgsmål om tro op til debat, og pointen er, at det netop bliver en debat. Dette fungerer nemlig rigtig godt; Daniel Florien skriver et indlæg, der har journalistisk præcision, og så alligevel ikke. For D. Florien er rigtig dygtig til at skildre situationerne og skildre dilemmaerne, han vil diskutere. Dette gør han så godt som nogen journalist, men hans egen synsvinkel indgår i en alt for stor grad til, at man nogensinde ville kunne læse lignende i en etableret avis. Indlæggene bliver en blanding mellem essay og avisartikel. 

Det sproglige niveau i bloggen er temmelig højt, samtidig med det er på engelsk, så det måske virker endnu højere. Der bruges en række svære ord, som de fleste danskere i hvert fald ikke lige ville kunne forstå. Dette er med til at indsnævre bloggens modtagere en del. Man er simpelthen nødt til at at kunne engelsk, og ikke bare engelsk, men godt engelsk. Det fremgår også af kommentarerne på bloggen, at modtagerskaren højst sandsynligt har rimelig godt omløb på øverste etage, da disse kommentarer er på samme høje niveau. Det er dog ikke kun de akademiske termer, der er plastret ud over hele bloggen. Slang bliver også anvendt ang mas. Dette giver en god kontrast, rent sprogligt, til de fine termer.  Slangsproget er med til at gøre indlæggene lidt sjove, satiriske og spøjse. Det giver simpelthen de lidt tørre, abstrakte og dybe trosspørgsmål et dejligt, frisk pift, der øger læselysten betragteligt. Alt i alt får bloggen et lidt særpræget sprogligt udtryk, der bliver en form for satirisk slang-akademisk udtryk.

Den sproglige stil kan fortælle meget om såvel forfatter som modtager. Jeg vil vurdere, at Daniel Florien er en rimelig højt uddanet mand, der skriver til sine egne. Sproget gør det simpelthen for svært for en stor skare at følge med i indlæggene. Som følge af dette bliver hans modtagere også universitetsuddannede eller andre folk, der simpelthen er så interesserede i religionsspørgsmål, at de har lært sig disse termer. Jeg vil dog vurdere, at det nok mest er rettet mod den mindre seriøse del af disse; slangudtrykkene kunne måske irritere de helt seriøse, og de helt seriøse har nok ikke brug for at blive “lokket” til at læse med disse sproglige kneb.

Bloggens layout er ret neutralt med hvid baggrund og grønne typer. Layoutet virker ikke til at være det centrale her. Til gengæld bliver der gladeligt strået videoer, links og billeder ud over hele bloggen, hvilket giver det et lidt mere interessant udtryk. Disse er dog ikke bare til for deres egen skyld. Langt de fleste gange er en video simpelthen hele indlægget, hvor forfatteren så kommer med en spydig, satirisk kommentar herom efter. Det kan fx være den kære Dr. Phil, der udbreder sig til en kristen kone med ateistisk mand om, at det er skidt at lære sine børn at være ateister, hvortil forfatteren spydigt skriver: “In other words: I can tell our kids what I believe, but you can’t!”. Selve teksternes layout fungerer godt, således de er nemme at finde rundt i og læse.

Jeg synes godt om denne blog af flere grunde. Den første er, at jeg selv synes religionsspørgsmål er interessante. Desuden synes jeg, at forfatteren er en velargumenterende skribent, der samtidig skriver et sjovt og godt sprog, mens han benytter stort set alle bloggens muligheder. Jeg vil nok kategorisere bloggen som et næsten journalistisk kommunikationsmiddel, hvor der tages en række seriøse emner op til debat, men samtidig er her i høj grad tale om en forfatter, der ikke er ked af at udstille sig selv. Derudover er det et glimrende billede på mediekonvergens.

 

Link til bloggen: http://unreasonablefaith.com/

A Decade Under the Influence

Nogle gange, når jeg er fuld, har jeg lyst til at gøre de ting, jeg er blevet opdraget til at lade være med. Du ved selv hvilke. Jeg ville selvfølgelig ikke gøre ting, der er skadelige for andre. Men ellers.  Når jeg så har gjort det, bliver jeg paranoid. Så løber jeg. Og så bliver jeg bange. Bange for at nogen skulle finde ud af det. Men egentlig ønsker jeg det bare. Og dette er ikke noget specielt. Det har ikke nogen speciel, overført, symbolsk betydning. Det er der og her bare. Og sådan er det. Og hvorfor skulle det ikke være det? Måske er det bare sådan, jeg er. Måske er det bare sådan, jeg er, når jeg er fuld. Måske er jeg bare fuld nu. Nogle skriver tekster, når de er påvirket af alle mulige mærkelige, hallucinerende stoffer, som Aldous Huxley, måske er mit stof bare alkohol. Måske skulle jeg bare lade være at udgive denne tekst, eller måske skulle jeg. Er det ikke både ulempen og fordelen, det smukke og det foruroligende ved at blogge; om to sekunder holder jeg musen over “udgiv”-knappen og holder i det øjeblik skæbnen af dette makabre indlæg i min højre pegefinger.

Og mens jeg tænker over, om jeg skal trykke “udgiv”, kan du tænke over, hvad dette indlæg betyder og handler om. Handler det om det civiliserede overfor det lystbetonede? Handler det om oprør? Handler det om alkohol og/eller vores alkohol-kultur? Handler det overhovedet om noget? Handler det overhovedet om noget, der  betyder noget for dig? Men hvis du overhovedet ser dette, og dermed får mulighed for at overveje meningen heraf, har jeg jo allerede trykket “udgiv”. Og så har jeg allerede både truffet beslutningen om, hvorvidt det bør udgives, samt hvad det omhandler. Du kan prøve på at gætte mine bevægggrunde for begge. Måske er det et væddemål med mig selv. Måske er det bare fordi, jeg er fuld. Måske er jeg slet ikke fuld, og alt det er står ovenfor er bare lyrisk leg. Men hvad ved du? Du er på din side af skærmen, jeg er på min.

Catch you on the flip side.

Stemningsrepportage

Istanbuls Hjerte

 

Som det gør sig gældende i så mange af livets aspekter, vidnede det ydmyge ydre på ingen måde om den overdådige oplevelse, der ventede os indenfor. Marmortrappen, der efter mange års slid nærmere var en slidske, førte os ned til en tung, rustik trædør. Til venstre hang et opslag med de forskellige muligheder for massage og badning. Plastikruden henover plakaten virkede mærkeligt malplaceret.

Vi blev vist op i et omklædningsrum, hvor vi smed alt tøjet og iførte os et håndklæde. Og så gik det løs.

 

En gammel, senet mand viste os ind i et rum, der på en måde havde de samme træk som manden; meget gammelt, men med en udefinerbar styrke og kraft.

Rummet var bygget af sten, hvilket man kunne se oppe ved loftet, hvor stenen ikke var poleret eller bearbjedet på anden måde, end det hundreder års fugt havde gjort ved det. Længere nede i mandshøjde var der marmorpaneler, og rundt langs kanten stod der marmorkar, nogle med koldt vand og andre med varmt. I midten stod det vigtigste; en enorm marmorplatform, der ligesom rummet var cirkulært.

Stenen var varmet op indefra, hvilket fik vandet i rummet til at dampe og give rummet en meget høj luftfugtighed. Som følge heraf drev sveden af os alle. At ligge på stenen var ekstremt behageligt, da varmen løsnede musklerne op. Når man lå på platformen kunne man se det spektakulære loft. Loftet var en kæmpe stenkuppel med huller på størrelse med en fodbold. Disse åndehuller var det eneste lys i rummet, hvilket gav en behageligt dæmpet atmosfære. Dagslyset druknede på en sær måde i dampene. Og som man lå der på marmorstenen fik man det indtryk, at man lå inde i Istanbuls hjerte og trak tyrkernes dejlige kultur ind gennem åndehullerne. Stemningen var ærbødig og dæmpet, da vi ikke var vant til situationen, og tyrkerne tilsyneladende ikke var helt vant til fremmede.

 

Vaskningen var en speciel oplevelse. Man følte dels, man blev vasket som et uartigt barn, der havde strittet imod ideen om at blive vasket, dels følte man sig som en kongelig, der skulle vartes op. Min venlige massør skrubbede og skurede, pressede og masserede hele tiden på en venlig måde, men samtidig så bestemt, at jeg aldrig var i tvivl om, hvad der skulle ske. På et tidspunkt sk(r)ubbede han så hårdt på mine lægge, at jeg var ved at smutte ud over marmoren, der var glat af det sæbe, jeg var blevet indsmurt i. Da vi havde kommet os lidt over den hårdhændede, men luksuriøse, behandling,  gik vi ud af rummet. Her blev vi indsvøbt i dejlige, varme håndklæder, hvorefter vi gik op og klædte om. Da vi kom ud i Istanbul igen, følte vi os både lidt mere tyrkiske og meget mere rene.

 

Sådan ser man ud, når man er blevet indsvøbt i dejligt varme håndklæder efter at være blevet gennemvasket og mørbanket af en rar, tyrkisk massør.

“The Pursuit of Happiness”…?

Lykke. Hvad dælan er nu det? Lykke, og specielt jagten på samme, synes at styre mennesket gennem hele livet, men hvad er det egentlig for en underlig størrelse? I den amerikanske uafhængighedserklæring står der, at “the pursuit of happiness” (jagten på lykke) er ethvert menneskes medfødte og umistelige ret. Dette ligger vel meget godt på linje med, at jagten på lykke er en central drift i ethvert menneske. Men som følge af, at det er ethvert menneskes ret, må lykke givetvis være et yderst subjektivt begreb. Det er min personlige mening om det.

Hele denne filosofiske, indre diskussion kommer af, at jeg så et eller andet program på TV2. Jeg tror, det hedder noget i retningen af “Sandheden om Danskerne”. Det er en programrække, der stiller skarpt på vores kultur. Og der stilles skarpt gennem andre kulturers optik. Det er nemlig udenlandske journalister, der står for  reportagerne om danskernes skikke. Egentlig er det meget interessant at se os selv gennem andres øjne. Specielt husker jeg alle de andre kulturers forargelse over vores alkoholforbrug. Nå, det er ikke det, det handler om lige nu.

I det program, som bærer skylden for hele denne lommefilosofiske betragtning, forsøgte de udenlandske journalister at afgøre, hvor lykkelige danskerne var. Den generelle dom var, at danskerne var et overordnet lykkeligt folkefærd. En af journalisterne vadede omkring i Ringkøbing, hvor han betragtede, danskernes fine huse og materielle goder. Denne journalist, hvis oprindelse jeg desværre ikke husker, var dog ikke sådan at dupere. Han mente ikke, at vi var lykkelige, selvom vi bor i så fine omgivelser og har de ting, vi har brug for. Det er nu ikke en diskussion af lykke i forhold til levevilkår, jeg her skal rode mig ud i.

Nej, det er mere selve lykkens væsen. For jeg synes, det var noget mærkeligt noget, at de hersens journalister stod og kom med afgørelser om, hvor “lykkeligt et folkefærd danskerne er”. Det virker da underligt. Jeg mindes da ikke, at jeg har set en hel folkeskare vandre omkring med lykken strålende ud af deres øjeæbler. Jeg mener, de fleste mennesker har langt det meste af tiden et eller andet problem, de bakser med. Javist, problemernes størrelse og alvor varierer kraftigt, men et problem er vel et problem. Og så længe man har et problem i sit liv, vil man sjældent føle sig lykkelig. Desuden er lykken jo et subjektivt begreb og derfor svært at “måle”. Folk føler sig lykkelige på forskellige tidspunkter. Nogle mennesker er lykkelige, hvis de har en familie og et hus, mens andre skal have dette og en direktør-stilling og/eller en fed bankbog. Og lykken er, for mig at se, ikke en længerevarende tilstand. Lykken er de korte øjeblikke, hvor byrden af denne verden, synes lettere end normalt. De øjeblikke, hvor man finder sig selv sorgløs, bekymringsfri. I mit korte liv har jeg aldrig oplevet lykke i flere timer ad gangen.

Jeg har oplevet lykke som ganske lille, når jeg klatrede i træer med min fætter. Når jeg duftede røgen fra min farfars pibe og hørte den viise gamle mand fortælle om dit og dat. Når jeg legede i sneen med mine venner i Grønland. Når jeg fløj ned ad pisterne med snowboardet under fødderne og musik i ørerne, mens jeg følte, at jeg var så let og opløftet, jeg muligvis ville lande på en stjerne, hvis jeg tog hoppet længere fremme. Når jeg så min mormor skælde dommeren ud i en håndboldkamp og det slog mig, at jeg egentlig elskede (og stadig elsker) den lille dame med det store temperament.

Jeg tror altså ikke, at lykke er en permanent tilstand, snarere en kortvarig følelse, der kan opfylde et menneske i et kort, magisk øjeblik. Det er ikke et stadie i ens liv, man kan opnå og derefter bibeholde. Det forholder sig ikke sådan, at man har en “to-do-list”, man skal klare sig igennem for at opnå lykken. Derfor mener jeg, at det er meningsløst at måle, hvor lykkelig en gruppe mennesker er. Hvad er chancerne for, man fanger dem allesammen i det magiske øjeblik, hvor lykken opleves?

Lykke er de øjeblikke, hvor man føler, det hele går op i en højere enhed. De øjeblikke, hvor man indser, at det går nok det hele, og at man jo egentlig har det godt. Typisk et øjeblik sammen med dem, man elsker. Det er disse øjeblikke, vi mindes og husker, når vi bliver gamle. Det er disse øjeblikke, der definerer vores liv. Lykken og jagten på denne er dermed det, der gør os til, hvem vi er. Det var måske også det, de gamle amerikanske founding fathers mente, siden de anførte jagten på lykke som en menneskeret. Det sidste fra mine ekstremt kliché-skrivende fingre i aften bliver, at jeg vil opfordre til det, de gamle amerikanere tillod; nemlig søg din lykke. Søg den, hvorend den kan gemme sig, den forrædderiske, flygtige, lille bandit. Lykken udgør det, du skal se tilbage på engang. Og med det i mente, så læs lige et uddrag af Rob Thomas’ tekst til “Little Wonders”:

“our lives are made
in these small hours
these little wonders,
these twists & turns of fate
time falls away,
but these small hours,
these small hours still remain”

Kreativitet og Gymnasiet

Hold kæft hvor er det svært at være kreativ, når man går i 2.g på Herning Gymnasium! Hele aftenen har musen sparket mig i røven i hovedet, men nej. Blev det til et følelsesladet, lille digt? Nej. Blev det til en spøjs, lille novelle? Nej. Blev det så overhovedet til noget som helst? Nej. Eller jo, vent. Det blev til en spansk-aflevering, hvori kreativiteten kan diskuteres.

Almen dannelse, min røv. Jeg ville blive et mere dannet menneske, hvis jeg kunne få afløb for mine små finurligheder, der fylder op i mit i forvejen overanstrengte hoved.

Men hvad tuder jeg over? Jeg kan jo bare lade være at… sove. Yeah, right. Hellere glemme et enkelt digt i farten, end at glemme en hel dag i søvnmanglens navn. Den pointe, jeg vil frem til, er en sørgelig, selvmedlidende én af slagsen. JEG HAR IKKE TID NOK!