Analyse af nyhedssites – Politiken & FaceBook

Medieanalyse

 

 

Politiken

Lay out (opsætning):

• Ved første øjekast bliver man fanget af den store reklame øverst på siden.
• Hele siden er opbygget med menu, reklamer, rubrikker, underrubrikker og billeder.
• Rubrikkerne er store for at fange læseren.
• Som udgangspunkt skal billederne bruges til at fange læserens interesse i sammenhæng med rubrikkerne. à Meget godt sammenspil mellem billede og tekst.
• Nyhederne kommer ikke i den rækkefølge som de måske burde. Eks. kommer gossip-nyhederne (grand-prix-stjerne mener at domme-dag er nær) først og eks at folk ikke kan begraves pga. kulden senere (’’vigtige’’-nyheder)
• Gør i farverne: røde, hvidt, sort. Rød er fangende og bruges derfor i et stort omfang.
• Billederne hænger generelt godt sammen med rubrikkerne. De understøtter hinanden. Eksempel:

 

Mediekonvergens

• Politikken formår a få medierne til at smelte sammen, fordi de har mange forskellige medietyper, eks. blogs, TV, nyhedsartikler, debat m.m.
• Læseren har muligheder for at deltage i debatter, ved at kommentere på eks. en problemstilling, eller på et indlæg i en blog. Her vises det at læseren kan blive en aktiv del af meningsdannelsen.

 

Formål

• Socialt medie: Det er et socialt medie, fordi læserne har mulighed for aktivt at deltage i debatter og blogs. Det er således både læseren og forfatteren der er i centrum, men det foregår på forfatterens vilkår, fordi det er dem, der bestemmer hvilke emner der skal debatteres.
• Som udgangspunkt er Politiken.dk styret af en centrumløs magt – de stræber efter objektivitet. De subjektive holdninger kommer primært ind på sitet via læsernes kommentarer.
• Hovedfunktioner: Nyhed- og vidensformidling.

 

Afsender og modtagerforhold

• De går efter den brede læserskare, hvor der er lidt forskelligt – både til den intellektuelle og gennemsnitsdanskeren. Det er skrevet i en generelt læsevenligt sprog. Derved kan de opnå den bredeste mulige skare af læsere.
• Afsenderens forudsætninger: Artiklerne er primært skrevet af journalister, som følger presseetikken osv. Bloggene er skrevet af en bredere skare, som giver et andet indhold af indlæggene. Samtidig er kommentarerne forfattet af almindelige danskere, der ikke nødvendigvis har nogen forudsætning eller viden omkring emnet. Derved kan der komme en meget blandet kvalitet hvis man sammenligner indlæg i blogs, kommentarer og artikler.

 

Nyhedskriterier

• Sensation: Sensation skaber spænding, og disse artikler har politiken.dk også. Eks. melodi gran prix stjerne udtaler sig om jordens undergang.
• Identifikation: Der er mulighed for selv at være aktiv og derved kan man deltage i det man kan identificere sig med. Mange nyheder er skabt med f.eks. en menneskelig eller en dansk vinkel, så man kan genkende sig selv i nyheden og man kan relatere til det.
• Konflikt: Har også fokus på konflikter f.eks. i debatter hvor læserne selv har mulighed for at kommentere.
• Aktualitet: Siden bliver opdateret hele tiden, hvilket er med til at sikre nyhedernes aktualitet.
• Væsentlighed: Der er stor forskel på væsentligheden for samfundet i artiklerne. F.eks. findes en artikel om Lars Løkkes manglende popularitet i samfundet, som anses som væsentlig og der findes også en dommedagsprofeti fra en melodi gran prix stjerne hvilket ikke anses for væsentlig.

 

Konklusion

Politiken er et fremragende eksempel på den moderne mediekonvergens, idet den formår at blande en lang række medier f.eks. billeder, artikler, blogs, levende billeder, lyd osv. Den prøver at opfylde de forskellige nyhedskriterier. Det er et medie, der delvist er med til at blive skabt af læseren, men på afsenderens præmisser, idet læseren har mulighed for at kommentere og debattere på debatter, artikler og blogindlæg. Sitet er lavet i et læsevenligt lay-out, der dog bærer præg mange reklamer.

Facebook

Facebook er et medie der er dybt afhængig af interaktivitet fra brugernes side. Det er et privatejet socialt netværk der kan bruges af alle der har en e-mail adresse. Der er ingen brugerbetaling, så man vil kunne forvente at der er mange reklamer.

Layout

Layoutet er som udgangspunkt bygget op efter samme model for alle brugere, men indholdet er forskelligt alt efter hvilke personer man har i sit netværk og hvilke applikationer man har valgt at bruge. Layoutet bærer præg af mange menuer, som du kan klikke videre på og reklamer. Sitet opdateres hele tiden af brugerne.

Mediekonvergens

Facebook er et netværk, der bærer præg af brug af mange forskellige medietyper. Det er en sammensmeltning af mange medier, fordi brugerne har mulighed for at lægge billeder, film, noter, links osv. ud på deres personlige side. Samtidig har man mulighed for at deltage i debatter i forskellige grupper, kommentere på egne og andres aktiviteter samt at chatte.

Kommunikationsanalyse

Afsenderne er brugerne, og modtagerne er brugerne i personernes netværk. Generelt har afsender ikke nogle forudsætninger for at viderebringe relevante nyheder, men dette er ikke nødvendigvis formålet med sitet. Eksempel på en nyhed der er fuldstændig irrelevant for langt de fleste brugere:

Jeanett Thuemann Madsen: ”Dejligt at være tidligt hjemme i dag, så mon ikke man skulle være lidt huslig og gøre lidt rent nu hvor jeg alligevel er hjemme ”

 

Facebook giver mulighed for at tage stilling til aktuelle, uaktuelle, sjove, kedelige, irrelevante og relevante sager: Et eksempel er en gruppe der hedder ”Tag stilling til organdonation”.

Formål

Facebook er et socialt medie, hvor man selv vælger hvem man vil være interaktiv med. Både afsender og modtager er i centrum, men afsender/modtager forholdet er nærmest forsvundet, fordi man har mulighed for at kommentere på alt.

Her ses det hvordan forskellige personer har mulighed for at blande sig i debatten, og derved skifter afsender/modtager forholdet hele tiden.

 

Konklusion

Facebook er som udgangspunkt et fuldstændig irrelevant socialt netværk, men idet det er blevet så stort og populært åbner det for nye muligheder og bliver en platform for mange forskellige ting som f.eks. politiske partier.

Fri Nok

Tænk sig at stå ved verdens ende,

Hvor vandet løber ud over kanten

Og forsvinder

Forsvinder ud i det sorteste ingenting.

 

Tænk sig at betragte verden på afstand,

Hvorfra man kan se ned på

Dem alle sammen

Og grine, og græde, og undres.

 

Tænk sig at være fri nok til at være fri,

Hvortil alle mine tanker og håb

Samles og spredes

At være fri nok til ikke blot at skrive.

 

Fri nok til at leve.

Tænk sig at skrive lidt mindre og løbe meget mere.

Tænk sig at tænke lidt mindre og leve meget mere.

Fri nok til at dø.

Åbenbaring, (selv)Erkendelse, Valg, Forandring

Hej. Jeg hedder Søren. Det hed jeg også igår. Og i forgårs, og dagen før. Men jeg er ikke længere den samme Søren. Jeg har fået en åbenbaring. Og det endda helt uden at skulle afstå fra god mad og drikke og sidde i en hule i flere uger. Den lå og glimtede lige for fødderne af mig, hvor den havde ligget og ventet lang tid, åbenbaringen. Den lå lige der, og den havde altid været så tæt på, men udenfor rækkevidde. I bunken af stykkerne af mit knuste hjerte. Måske var det den pine, jeg skulle udstå for at værdiggøre mig til min erkendelse. Måske skulle hun først nedbryde mig, før hun kunne give mig værktøjet til min genopbygning. Måske har jeg altid vidst, hvad jeg burde gøre uden at gøre det.

Nu har jeg bøjet mig ned og samlet den op, åbenbaringen. Jeg har truffet det valg, at jeg ikke længere vil lade den håne mig ved sin tilstedeværelse. Jeg har erkendt, jeg ikke er tilfreds med mig selv. Mine handlinger og mine tanker. Jeg har valgt, jeg ikke vil bruge mit uendeligt korte glimt af liv på at foragte mig selv. Jeg har valgt, at jeg vil bruge resten af mit glimt på at leve mit glimt. Ikke nogen andres glimt, mit glimt. Og kun mit glimt. Og her kunne hæftes mange floskler på; “Selv en rejse på tusinde mil, starter med et enkelt skridt”, “Erkendelse er første skridt på vejen mod forbedring”.

Jeg er færdig med at sælge ud af min overbevisning for accept. Jeg er færdig med at opfatte mig selv gennem andres syn på mig. Jeg er færdig med at dømme folk. Fra nu af er der kun tre grupper af mennesker i verden; 1. de, jeg kender og kan lide, 2. de, jeg ikke kender, og 3. de, jeg kender og ikke kan lide. Mine tre bud er; 1. Integritet, 2. Individualitet, og 3. Tolerance.

Integritet. Smag på det. Hvad er det, og hvorfor er det vigtigt? Integritet er overensstemmelsen mellem værdier og handlinger. Integritet er at slippe for at hade sine handlinger og dermed sig selv. Integritet er at kunne se sig selv i øjnene. Hvis man ikke kan det, hvad har man så tilbage? For at opnå integritet må man givetvis først udarbejde sine synspunkter og holdninger, sine værdier. “At finde sig selv”, siger de skaldede mænd med markerede briller og dyre jakkesæt. Men de ved ikke, hvad det betyder. Det gør jeg.

“Our integrity sells for so little, but it is all we really have. It is the very last inch of us, but within that inch, we are free.” – fra V for Vendetta skrevet af Alan Moore. Jeg vil være fri. Jeg vil finde min sidste tomme, hvor jeg kan være fri. Jeg vil være fri. Fri fra de andre. Men vigtigst af alt fri fra og i mig selv.

Jeg vil indfri mit potentiale, og jeg vil forsage min semi-hedonistiske og moderat-nihilistiske livsanskuelse for at genoptage den sværeste livsfilosofi af dem alle; altruismen. Ghandis mantra vil jeg stjæle; “Be the change, you want to see in the world”.

Er lignende ytret før? Ja, helt sikkert. Er lignende realiseret før? Ja, sikkert. Har jeg ytret lignende før? Ja, helt sikkert. Har jeg realiseret det før? Nej, helt udelukket. Har du grund til at tro på mig og/eller mit foretagende? Det vil jeg lade være op til en individuel stillingtagen, for jeg er egentlig ligeglad. Jeg ved, det vil lykkes, for jeg har nu truffet det eksistentielle valg, der er den altafgørende forudsætning for den dybere realiseringsproces. Sartre kalder det at lægge sin “plan” om. En svær proces, som en junkies kolde tyrker. En proces, hvor der helt sikkert vil være tilbagefald. Forandringen er en proces, ligesom identiteten er en. En anden og alligevel den samme.

Åbenbaringen er modtaget, (selv)erkendelsen er opnået, valget er truffet, lad forandringen begynde.

Ondskab?

Når onde mennesker ser film, holder de så med de onde?

Guitar Hero is the Devil!

Amerikanerne formår gang på gang at få mig til at trække på smilebåndet med deres sælsomme af blanding kristen fundamentalisme, overbeskyttende adfærd, snusfornuft, naivitet og mest af alt deres uovertrufne ignorans.

Jeg sad helt uskyldigt og så en, ja amerikansk, komedie, Water Boy, der faktisk også skildrer selvsamme holdning til amerikanerne lidt. Man bør måske specificere, at når jeg siger amerikanere, tænker jeg mest en dels på de mere sydstatslige amerikanere. De såkaldte Red Necks. Men altså, her sad jeg blottet for bekymringer og så Water Boy, hvori der indgår en sang, jeg havde hørt før i Guitar Hero III. Til de, der ikke kender Guitar Hero, er det et spil, hvor man spiller på en form for forenklet gutiar, og så gælder det om at ramme de knapper, skærmen fortæller dig, du skal ramme. Denne sang bærer et vist “hill-billy-kinda-feel”, som jeg syntes var meget sjovt. Så jeg ville lige finde ud af sangens navn, kunstner og måske endda høre den originale version.

Jeg finder ud af, at sangen hedder “The Devil Went Down to Georgia” og er lavet af Charlie Daniels Band i 1979. Det er i sig selv ikke det sjove. Jeg læste lidt videre og fandt ud af lidt dit og dat, som fx at teksten omhandler en ung, gæv gut fra Sydstaterne, der spiller violin. Pludselig træder selveste Djævelen frem foran ham i højeste, hornbesatte skikkelse. Denne udfordrer vores gæve gut til en Violin-duel. A violin face off! Og som traditionen i tuttenuttet, amerikansk kultur byder det, er her selvfølgelig tale om en non-violent violin face off. Desuden vinder vores helt, Johnny, selvfølgelig duellen uden problemer. Med andre ord en rigtig happy ending.

Det sjove er så, at ham her Charlie Daniels viser sig at være stærkt utilfreds med det faktum, at hans mesterværk af et over-romantisk stykke violin-hurlumhej er med i spillet Guitar Hero 3. Jeg tænkte sådan lidt: “Ja, ja. Han er jo kunstner. Det er sikkert noget med hans hellige korstog mod de store firmaer og så videre”. Jeg bliver så linket videre til hans pressemeddelelse, hvori han udtrykker sin modvilje mod at indgå i GH3. Det skal læses her for at forstå resten af indlægget: http://www.charliedaniels.com/soapbox-2008/soapbox-2008-040408.htm.

Nu har jeg selv spillet GH3 rigtig meget, og jeg kan derfor med oprigtighed i sjælen sige, at der nok ikke er nogen, der bliver sindssyge udelukkende af GH3 og scenarierne, der indgår heri. Der er tale om en stærkt karikeret Djævle-figur, som alle mennesker med lidt omløb i kasketten blot vil grine af. Men vores kære Charlie ævler derudad om, at det er skadeligt for vi unges letpåvirkelige sind. Og så begynder jeg at grine.

Forresten, her er den omtalte sang. Charlie Daniels Band, 1979, “The Devil Went Down to Georgia”: http://www.youtube.com/watch?v=6dTelwkDdBc.

Og her er det omtalte scenarie i GH3: http://www.youtube.com/watch?v=5S0VnHmFkwY&feature=related.

Desuden er her et billede af den noget så uhyggelige og direkte psykose-skabende Lou fra GH3:

Et Lille Eventyr

Sæt jer godt tilrette i stolen, sengen eller hvorend i sidder/ligger, for nu skal jeg fortælle et magisk eventyr. Der var engang et vidunderligt sted på nettet, hvor folk delte lidt af hvert. Det var et frirum, hvor folk kunne puste, eller også var det et pusterum, hvor folk kunne være frie. En af delene, eller måske begge. Herinde blev der skriblet på livet løs, nogle digtede de smukkeste billeder frem, andre skrev dybe, filosofiske essays, andre igen skrev om noget så rart som bryster, chokolade og forbrugs-afhængighed og nogle helt andre skrev lidt om meget og meget om lidt.

Men som i ethvert andet godt eventyr var det hele ikke fryd og gammen. Hele ideen om dette sted var nemlig blevet påtvunget vor kære landsbyboere af den onde, onde Kong Sredna. I landsbyen, AndenRnia, var Kongens påbud i starten blevet mødt med lidt blandede følelser. Nogle synes, at Kongen virkelig havde fat i noget godt her, mens andre ikke var så overvældende omkring det. Men Kongens ord skulle selvfølgelig efterleves, og de arbejdstrætte byboere i AndenRnia, der i forvejen sled og slæbte for at overleve i AndenRnia, som til tider kunne være et infernalsk sted at leve, gjorde alle deres ypperste for at stille Kongen tilfreds.

Vores helt i denne historie, en lækkerbisken ved navn Sørnerix, var en af de byboere, der i starten var glad for konceptet. Senere hen fandt han dog ud af, at Kongens ordre ikke var så nem at adlyde, som først forventet. Men på et tidspunkt, da han sad i sin tørvhytte og spillede på sin lut, blev han pludselig omringet af en brændende busk, en fe og et spædbarn med forskelligtfarvede øjne. De fortalte ham, at de var kommet for at hjælpe ham med Kongens ordre. De vidste nemlig, at Kongen pønsede på en ond straf mod de byboere, der ikke adlød. Feen hviskede ham noget i øret, babyen bøvsede nogle bogstaver på gulvet, og busken prøvede på at sige noget med en mystisk stemme. Men det viste sig, at den havde fået snue, og det er aldrig godt for en brændende lue. Meget hjælp var den i hvert fald ikke til. Babyens ord og feens hviskeri derimod hjalp Sørnerix til at blive inspireret, og tilsidst fik han skrevet noget, som han troede ville passe på Kongens kriterier.

Det viste sig, at de mærkelige sendebud havde haft ret. Kongen udsendte lidt tid efter en arrestordre på alle de, der ikke havde skrevet noget. Rygterne gik om de frygteligste tortur-metoder på Kongens palads. Løse rygter florerede om det vederstyggelige fænomen, kaldet “-3″. Ingen vidste rigtigt, hvad det var, men ubehageligt lød det. Kongen var dog ikke så slem, som man troede. Det var nemlig først en arrestordre, hvis ikke ordren var blevet efterlevet indenfor et tidsrum. Dette hjalp på motivationen, og nu gik det hurtigt med at adlyde ordren. Det var på dette tidspunkt, at de smukke digte, kloge tekster og sjove diskussioner blev skrevet. Kulturen og stemningen blomstrede som aldrig før i AndenRnia.

Men pludselig var Kongens eksperiment med landsbyboerne færdigt. Kulturen dalede til tidligere tiders niveau, og den gode, hyggelige stemning gik lidt i sig selv igen. Sørnerix sad atter en gang i sin tørvhytte, men denne gang blev han ikke hjulpet af nogle mærkelige væsner. Han sad blot og tænkte på, at det var trist med denne udvikling. Han tænkte, at måske var Kong Sredna slet ikke så ondskabsfuld, som folk troede. Måske var han så snedig, at han havde indset før de andre, at det fri-/puste-rum, han havde skabt, ville gavne alle. Sørnerix savnede de smukke digte, de fine tekster og de skæve indlæg. Derfor skrev han selv et pusserløjerligt lille eventyr inde på deres blog og håbede, at hans bøn om mere deltagelse ville blive hørt.

Et syn på blogging

Californication er en amerikansk tv-serie, der omhandler den noget excentriske forfatter, Hank Moody, og hans liv. I serien har Hank Moody sin egen blog, som skulle være ret populær i undergrundsmiljøerne. Her er Hank Moodys eget syn på blogging-fænomenet:

Jeg er både enig og uenig med Hr. Moody. Jeg er enig med ham i, at den udvikling, sproget tager på nettet, er uheldig. Hvis man skider hul i grammatikken og forkorter alt ender man med, at sproget mister sin systematik og en del af sine betydninger. Man ender så at sige med et tomt sprog, hvor det er enhver mands gæt, hvad en given sætning betyder.

Jeg er dog ikke enig med Moody, når han siger, at bloggen er pseudo-kommunikation. Jeg mener, at vi med bloggen har fået et glimrende kommunikationsmiddel, der muliggør hurtig dialog om et givent emne. Man slipper for redigering og censur. Man kan komme med sin mere eller mindre uforbeholdne mening, og man kan gøre det spontant. Ligesom man kan svare spontant. I modsætning til stort set alle klassiske litterære kommunikationsformer tillader, ja nærmest tilskynder, bloggen, at man har en dialog, fremfor en monolog. Så jeg mener bestemt, at bloggen er et fremragende kommunkationsmiddel. Ulempen ved den manglende redigering vil være for megen usand information. Men der vil jo altid være fordele og ulemper.

Til Morf

Tak for Alt

 

Flaget står på halvt

For en kriger der ikke faldt

Man kan gå stolt gennem livet,

Men dø halt

 

Værelset er alt for trangt og småt

Og jeg tror, her betyder gult gråt

Dualismens kamp er legemliggjort

På vej til de dødes port

Og ned i noget sort.

Hvordan kan man blive noget så lille,

Når man har været noget så stort?

De dødes pletter fortæller,

At aldrig altid fortsætter.

Ydmygelsen og døden er pludselig dus

Mens de spiller det grimmeste puds

 

Lokalet emmer af død

Sengen er ikke rigtig blød, småkagen ikke rigtig sød

Og selv et lille smil føles forkert og malplaceret

Livet er ikke tur-retur

Og der er også mol i dur

Sjælen og kroppen er en fugl i sit bur

Og alligevel har jeg lyst til at smadre det ur

For tik tak tiden går, du har ikke mere end du får

Naboen holder fødselsdag

Livet og døden går slag i slag

Mindet om dig er ikke dit sidste åndedrag

Nej, det er alt det gode, der kom før din grav

 

Og du vil leve videre i vor hjerter, i vor sind

Du vil blive sat på en hylde, blive rammet ind

Nu og da måske løbe som en tåre på en kind

Du vil for altid være en streng i vores tankespind

De siger, kærlighed gør blind

Måske er det derfor, jeg ikke kan se en pind

Jeg føler mig så let, som om jeg svæver min vej

Måske er det bare den ottendedel af mig, der er dig

Men om den skal have lov at gemme sig i mørket? Nej.

Den skal minde mig om dengang, du ikke var dødsmærket og ligbleg.

 

Livet er et uheld med hundredfirs ud over en afgrund

Du ved, det vil gøre ondt at ramme den bund

Du ved det er fatalt, og det ender galt

Men turen var med alt betalt,rummede både kys og salt

Og nu er dine dage talt, og vil herfra kun blive genfortalt

Med en slutning, der bør hedde ”Tak for alt”

En Hednings Blog

“Unreasonable faith” hedder den blog, jeg har valgt at analysere. Og denne titel passer egentlig meget godt på de emner, bloggens bagmand beskæftiger sig med. Denne er en mand ved navn Daniel Florien. Daniel var en passioneret evangelisk kristen i over ti år, men nu er han blevet ateist. Hans blog handler om denne rejse, som han kalder det. Bloggen tager lidt af hvert op om hans troskifte/fravalg, der er her plads til satiriske jokes om både kristendom, ateisme og for den sags skyld andre religioner, men der bliver også tager nogle dybere emner op, såsom hvor meget man vil skjule sin “upassende tro”, som det at være ateist er mange steder i USA.

En af de ting, der er denne blogs store fordele, er, at bagmanden har forstået både fordele og ulemper ved bloggen som genre, synes jeg. Det virker som om, Daniel Florien er opmærksom på både, hvor meget misinformation, der kan spredes, samt det gode, nemlig at man her kan starte en dialog fremfor den normale monolog. Det sidste er der rigtig mange fine eksempler på, da bloggens indlæg diskuteres både heftigt og flittigt af, hvad der virker som, en skare af trofaste læsere. For at åbne endnu mere op for debat er der endda en side, der hedder Submisions, hvor læsere kan sende egne essays, interviews om religion o.lign. ind, hvorefter disse har mulighed for at blive vist på bloggen. Det første bevirker, at der ikke kastes så mange tal rundt over det hele, da man aldrig kan vurdere informationsværdien af disse.

Det virker også som om, at Daniel Florien er klar over, at han har gang i en god ting med denne blog. Han omtaler ofte bloggen i 3. person, hvilket giver det et lidt prætentiøst skær, som om han er redaktør på en anerkendt avis. Faktisk passer hans blog også godt på, hvad der nemt kunne tegne sig for en stor del af fremtidens mediebillede. Bloggen er nemlig god til at tage en række ret komplekse og dybe spørgsmål om tro op til debat, og pointen er, at det netop bliver en debat. Dette fungerer nemlig rigtig godt; Daniel Florien skriver et indlæg, der har journalistisk præcision, og så alligevel ikke. For D. Florien er rigtig dygtig til at skildre situationerne og skildre dilemmaerne, han vil diskutere. Dette gør han så godt som nogen journalist, men hans egen synsvinkel indgår i en alt for stor grad til, at man nogensinde ville kunne læse lignende i en etableret avis. Indlæggene bliver en blanding mellem essay og avisartikel. 

Det sproglige niveau i bloggen er temmelig højt, samtidig med det er på engelsk, så det måske virker endnu højere. Der bruges en række svære ord, som de fleste danskere i hvert fald ikke lige ville kunne forstå. Dette er med til at indsnævre bloggens modtagere en del. Man er simpelthen nødt til at at kunne engelsk, og ikke bare engelsk, men godt engelsk. Det fremgår også af kommentarerne på bloggen, at modtagerskaren højst sandsynligt har rimelig godt omløb på øverste etage, da disse kommentarer er på samme høje niveau. Det er dog ikke kun de akademiske termer, der er plastret ud over hele bloggen. Slang bliver også anvendt ang mas. Dette giver en god kontrast, rent sprogligt, til de fine termer.  Slangsproget er med til at gøre indlæggene lidt sjove, satiriske og spøjse. Det giver simpelthen de lidt tørre, abstrakte og dybe trosspørgsmål et dejligt, frisk pift, der øger læselysten betragteligt. Alt i alt får bloggen et lidt særpræget sprogligt udtryk, der bliver en form for satirisk slang-akademisk udtryk.

Den sproglige stil kan fortælle meget om såvel forfatter som modtager. Jeg vil vurdere, at Daniel Florien er en rimelig højt uddanet mand, der skriver til sine egne. Sproget gør det simpelthen for svært for en stor skare at følge med i indlæggene. Som følge af dette bliver hans modtagere også universitetsuddannede eller andre folk, der simpelthen er så interesserede i religionsspørgsmål, at de har lært sig disse termer. Jeg vil dog vurdere, at det nok mest er rettet mod den mindre seriøse del af disse; slangudtrykkene kunne måske irritere de helt seriøse, og de helt seriøse har nok ikke brug for at blive “lokket” til at læse med disse sproglige kneb.

Bloggens layout er ret neutralt med hvid baggrund og grønne typer. Layoutet virker ikke til at være det centrale her. Til gengæld bliver der gladeligt strået videoer, links og billeder ud over hele bloggen, hvilket giver det et lidt mere interessant udtryk. Disse er dog ikke bare til for deres egen skyld. Langt de fleste gange er en video simpelthen hele indlægget, hvor forfatteren så kommer med en spydig, satirisk kommentar herom efter. Det kan fx være den kære Dr. Phil, der udbreder sig til en kristen kone med ateistisk mand om, at det er skidt at lære sine børn at være ateister, hvortil forfatteren spydigt skriver: “In other words: I can tell our kids what I believe, but you can’t!”. Selve teksternes layout fungerer godt, således de er nemme at finde rundt i og læse.

Jeg synes godt om denne blog af flere grunde. Den første er, at jeg selv synes religionsspørgsmål er interessante. Desuden synes jeg, at forfatteren er en velargumenterende skribent, der samtidig skriver et sjovt og godt sprog, mens han benytter stort set alle bloggens muligheder. Jeg vil nok kategorisere bloggen som et næsten journalistisk kommunikationsmiddel, hvor der tages en række seriøse emner op til debat, men samtidig er her i høj grad tale om en forfatter, der ikke er ked af at udstille sig selv. Derudover er det et glimrende billede på mediekonvergens.

 

Link til bloggen: http://unreasonablefaith.com/

A Decade Under the Influence

Nogle gange, når jeg er fuld, har jeg lyst til at gøre de ting, jeg er blevet opdraget til at lade være med. Du ved selv hvilke. Jeg ville selvfølgelig ikke gøre ting, der er skadelige for andre. Men ellers.  Når jeg så har gjort det, bliver jeg paranoid. Så løber jeg. Og så bliver jeg bange. Bange for at nogen skulle finde ud af det. Men egentlig ønsker jeg det bare. Og dette er ikke noget specielt. Det har ikke nogen speciel, overført, symbolsk betydning. Det er der og her bare. Og sådan er det. Og hvorfor skulle det ikke være det? Måske er det bare sådan, jeg er. Måske er det bare sådan, jeg er, når jeg er fuld. Måske er jeg bare fuld nu. Nogle skriver tekster, når de er påvirket af alle mulige mærkelige, hallucinerende stoffer, som Aldous Huxley, måske er mit stof bare alkohol. Måske skulle jeg bare lade være at udgive denne tekst, eller måske skulle jeg. Er det ikke både ulempen og fordelen, det smukke og det foruroligende ved at blogge; om to sekunder holder jeg musen over “udgiv”-knappen og holder i det øjeblik skæbnen af dette makabre indlæg i min højre pegefinger.

Og mens jeg tænker over, om jeg skal trykke “udgiv”, kan du tænke over, hvad dette indlæg betyder og handler om. Handler det om det civiliserede overfor det lystbetonede? Handler det om oprør? Handler det om alkohol og/eller vores alkohol-kultur? Handler det overhovedet om noget? Handler det overhovedet om noget, der  betyder noget for dig? Men hvis du overhovedet ser dette, og dermed får mulighed for at overveje meningen heraf, har jeg jo allerede trykket “udgiv”. Og så har jeg allerede både truffet beslutningen om, hvorvidt det bør udgives, samt hvad det omhandler. Du kan prøve på at gætte mine bevægggrunde for begge. Måske er det et væddemål med mig selv. Måske er det bare fordi, jeg er fuld. Måske er jeg slet ikke fuld, og alt det er står ovenfor er bare lyrisk leg. Men hvad ved du? Du er på din side af skærmen, jeg er på min.

Catch you on the flip side.